ALEXANDER TEKNIKKEN

       SOM HJÆLP TIL SELV-HJÆLP

v. Gitte D. Fjordbo, F.M. Alexander-lærer, cand.mag.©

"Jeres lidelser er gennembrydningen af skallen der indeslutter jeres evne til forståelse."

- Kahlil Gibran, Profeten. 

 

Alexander  teknikken - og dermed mig som underviser - var i 1994 en del af et 2-årigt projekt afholdt af Mødrehjælpen med assistance fra Falck. Projektet havde navnet `Overvågnings-projektet´ og var et tilbud til voldsramte kvinder med det formål at støtte dem i at komme ud af den voldelige relation. Alexander teknikken blev inkluderet på et relativt sent tidspunkt, nemlig da der var mindre end ni måneder tilbage af perioden.

Baggrunden for at invitere netop Alexander teknikken ind i projektet var at social-rådgiverne (Hanne Reintoft og Wivi Wyslouzil) i samtale-grupperne havde observeret et kropssprog hos kvinderne, der på en eller anden måde signalerede underdanighed eller angst - som om kvinderne signalerede noget de ikke selv var klar over. Projektgruppen ønskede derfor at tilbyde kvinderne en hjælp til at ændre på dette.

Når jeg umiddelbart gik med til at deltage i projektet, var det fordi Alexander teknikken netop arbejder med opmærksomhed og endda fordomsfri opmærksomhed omkring os selv og hvad vi gør med os selv, og at den desuden arbejder med hele tiden at finde tilbage til vores eget centrum, uanset hvad omverdenen måtte udsætte os for.

Alexander teknikken arbejder med at øge vores opmærksomhed omkring vores egne reaktioner på alle slags stimuli; fysiske, psykiske, følelsesmæssige, mentale, etc.. At finde tilbage til `vores eget centrum´ betyder i min terminologi, at være i stand til at give slip på de fysiske, psykiske, dvs. følelsesmæssige, mentale og sociale forhold og situationer, der bringer os ud af balance. De forhold, der på en eller anden måde er uhensigts-mæssige for vores sundheds-tilstand. Alexander teknikken arbejder hen imod gradvist at gøre os bedre til at foretage konstruktive, beviste valg i forhold til, hvad der i en given situation er mest hensigtmæssigt for os.

Ved at give os selv fordomsfri opmærksomhed, giver vi os selv mulighed for at få indsigt i, at det vi gør, måske er uhensigtsmæssigt i forhold til det, vi gerne vil opnå.

Alexander teknikken er et redskab til at arbejde med vaner og især med, hvordan vi kan ændre de af vore vaner, som er uhensigtsmæssige for os. Uhensigtsmæssige vaner er vaner, der på en eller anden måde modarbejder os eller nedbryder os.

Vi har alle uhensigtsmæssige vaner, og mange af dem afspejler sig netop i kropssproget, sådan som projektgruppen havde observeret under gruppesamtalerne.

De fleste har også prøvet at udrydde disse uhensigtsmæssige vaner. Mange af disse forsøg `offentliggøres´ gerne i forbindelse med nytårsaften: "Fra i morgen holder jeg op med at ryge!" - og som oftest hører vi, at det ikke gik: Beslutningen om at ændre på dette eller hint er ikke så stærk som den "gamle vane".

Mit arbejde med Alexander teknikken har vist mig, at det ikke behøver at gå som det ofte går med disse "nytårsfortsæt".

Det er muligt at ændre gamle vaner - uanset hvilken karakter de har.

Alexander teknikken er et redskab til at opøve en bevidst, konstruktiv kontrol med hvad vi gør med os selv, baseret på opmærksomhed på os selv og accept af det, vi finder. - Derved bliver vi i stand til at finde tilbage til vores eget centrum, uanset hvad omverdenen måtte udsætte os for.  

Indenfor Alexander teknikken arbejder vi ud fra en grund-holdning som siger:

Det kan godt være, at du ikke kan ændre på din øjeblikkelige situation og dermed de stimuli omverdenen sender dig, men du kan ændre på din egen reaktion på disse stimuli! Du kan hver gang vælge, om du vil forlade dit eget centrum eller forblive i kontakt dig selv.

Med denne holdning som fundament, gik vi i gang.

Kvinderne var fordelt i de 2 samtale-grupper og jeg arbejdede med dem på skift i 1 time hver anden tirsdag. Der var således 2 uger mellem hver gruppes arbejde med Alexander teknikken. - Efter nogle gange begyndte jeg desuden at deltage i den ene samtale-gruppe. Dette var ud fra et ønske om, at bygge bro mellem det der skete hos mig og i resten af kvindernes liv.

Antallet af kvinder, der mødte frem svingede på grund af kvindernes livssituation fra gang til gang. Nogle mødte op næsten hver gang, nogle mere sporadisk og andre igen valgte at udeblive allerede efter første gang.

Ved det første møde fortalte jeg kvinderne lidt om Alexander teknikken. Jeg fortalte, at arbejdet med teknikken er dybtgående, og forberedte dem på, at

"Vi kan ikke forandre os og forblive den samme!"

De efterfølgende gange begyndte vi i en lille rundkreds, hvor deltagerne havde lejlighed til at stille spørgsmål, og fortælle, hvordan de havde haft det siden sidst.

Vi arbejdede blandt andet med `Alexander-stilling´ og ved hjælp af mine hænder guidede jeg kvinderne, sådan at de langsomt og ud fra praktiske erfaringer kom til at forstå, hvad denne måde at arbejde med sig selv på, kunne bruges til.  

”Alexander-stilling” er : liggende på ryggen på gulvet med hovedet på nogle bøger, fødderne i gulvet og knæene pegende mod loftet. Denne stilling, hvor vi alle kan praktisere `konstruktiv hvile´, giver blandt andet rygsøjlen optimal støtte, og er en tryg og sikker position at være i. Vi giver på den måde os selv mulighed for at rette vores fulde opmærksomhed mod kroppen, så vi kan iagttage, hvad der sker i kroppen: Hvor spænder jeg, hvor gør det ondt, hvad tænker eller gør jeg, når det gør ondt og lignende iagttagelser.

Disse erfaringer kan vi vælge at bruge som en anledning til at give slip på uhensigtsmæssige og ubevidste spændings- og/ eller tankemønstre. Den fordomsfrie opmærksomhed betyder, at vi arbejder på at give os selv lov at mærke med stor kærlighed og tålmodighed overfor os selv - humor er en tredje uvurderlig ven i dette arbejde! Det handler om at `gen-opdrage´ kroppen og tankerne, og vi ved alle, at vi kommer længst med kærlighed,  forståelse og glæde, når nogen skal opdrages.

Mine hænder og øjne fortæller mig, hvor i en krop de blokeringer sidder, som holder personen fast i et bestemt mønster. Jeg bruger så en kombination af hænder og ord til at løse op for blokeringen, så personen på den måde får mulighed for at give slip og dermed for at føle større frihed. - Frihed er lig med mulighed, mulighed for selv at vælge, hvordan vi vil reagere i en given situation, eller med andre ord; friere adgang til vores eget centrum.

Når jeg ellers modtager elever i min praksis, foregår undervisningen som oftest som individuelle lektioner. Jeg kan derved beskæftige mig udelukkende med dén persons specielle mønstre og jeg kan støtte med mine hænder, hvor det måtte være nødvendigt. I undervisnings-situationerne i projektet valgte jeg at have hænder på een person, mens jeg talte de andre igennem den procedure vi arbejdede med. Som regel nåede jeg at have hænder på flere eller alle kvinderne, men det var alligevel langt fra en optimal situation for både kvinderne og mig som underviser.

Som vanligt, når jeg underviser, opfordrede jeg kvinderne til at lave lidt hjemmearbejde:

1) De skulle hver dag lægge sig ned i Alexander-stillingen 2 gange om dagen i mindst 10 minutter. De kunne jo eventuelt invitere børnene til at lægge sig også; det ville være en fin måde at være sammen på og en god vane at give dem.

2) De skulle så meget som muligt - optimalt: hele tiden - i deres hverdag være opmærksom på sig selv og på deres krop: Hvilke bevægelser gør jeg, når jeg sætter mig ned? Tager jeg fat nogen steder, hvor det ikke er nødvendigt at tage fat? Reagerer jeg hensigtsmæssigt i denne situation - eller er min reaktion en gammel vane? Som eksempel kan nævnes konflikt-skyhed eller angst for at stå ved sin mening eller sine egne grænser.

`Hjemme-arbejdet´ bevirkede at arbejdet i gruppen hver gang kunne foregå ud fra de spørgsmål og oplevelser, som kvinderne havde med Alexander arbejdet, dels mellem møderne og dels under arbejdet i gruppen hver anden tirsdag.  

Disse spørgsmål gav mig lejlighed til (ud over at arbejde med hele gruppen) at arbejde konkret med den kvinde, der havde spurgt eller fortalt, og samtidig forklare nogle generelle sammenhænge. Det førte til mange spændende erkendelser og interessante oplevelser både for den enkelte kvinde og gruppen.

For at give et billede af, hvad vi - elev og lærer - sammen opnåede, har jeg valgt at fortælle, hvordan tre af kvinderne udviklede sig i den periode, vi arbejde sammen. Eksemplerne er  baserede på udtalelser i gruppen og skriftlig tilbage-melding til mig efter forløbet (alle navne er ændrede)

Case 1:

Allerede den første gang var Anne villig, da jeg skulle bruge en person til at demonstrere en aktivitet. Alle eksperimenterede med opmærksomhed i forbindelse med at sætte sig på en stol. Anne skrev selv ved forløbets slutning om sit møde med Alexander teknikken:

"Min første oplevelse var mærkværdig; der skete følgende:

Jeg var "forsøgskanin" til en demonstration af, hvad teknikken går ud på. Jeg skulle, med Gittes hånd på min nakke, sætte mig på en stol! Imens så de 10 andre på. Det tog "en halv time" at komme til at sidde på den stol! Undervejs skulle jeg svare på Gittes spørgsmål om processen: Hvor bøjer man for at sætte sig? Hvad sker der andre steder i kroppen? Til sidst sad jeg endelig ned. Så lagde Gitte sin hånd på mit solar-plexus og sagde: "Sæt dig bare ned nu." Hvad mente hun med det? Det gjorde jeg jo allerede. Men da jeg mærkede efter blev jeg højst forbløffet: Jeg sad faktisk 2 cm. over stolen - og så satte jeg mig... og tårerne sprøjtede ud af øjnene, jeg gispede efter vejret og skyndte mig at tage mig sammen - de andre så også forskrækkede ud. Her skulle jeg selvfølgelig have givet slip og grædt så meget som jeg havde behov for. I stedet gik jeg bagefter rundt i 2 måneder og følte mig som en ulykkelig 2-årig."

Det Anne her var kommet i kontakt med var det sted rent fysisk, hvor følelsen af ulykkelighed sad - hendes solar plexus. Ved at give slip muskulært havde hun sluppet det panser, der havde `beskyttet´ hende mod at mærke sig selv. Da hun kom igen efter to uger fortalte Anne, at hun havde glædet sig til at komme igen, og havde skyndt sig fra arbejde for at komme til tiden.  

Mange gange senere fortalte Anne, at hun havde fået øje på, at hun holdt fast på sig selv og "ikke tør give slip, for så vælter tårerne måske bare frem igen". Hun havde ondt i venstre hofteled, og kunne mærke, at der sad en masse gammel smerte der, som hun ikke turde give slip på, når hun var alene. Anne besluttede derfor komme til mig i min private praksis.

Det er i skrivende stund blevet til tre individuelle lektioner, som fortsat giver Anne et vigtigt værktøj til at komme videre og til selv at bearbejde sine kriser. Her er, hvad Anne selv skriver om sin erfaring med Alexander teknikken:

"Jeg havde to alene-timer kort tid efter hinanden. 1. gang rejste Gitte mig op fra en stol ved at holde om halsen og løfte i hovedet! Det lyder mærkeligt, men det var forbløffende. Hun kan også rejse én op fra briksen uden at man opdager hvordan! På vejen hjem var jeg lykkelig. Tyngdekraften skal ikke overvindes - den er en ven, som bare hjælper én med at holde jordforbindelsen.

2. gang fik jeg virkelig problemer med mit venstre ben. Når jeg stod eller lå føltes det som om foden var drejet og benet skruede rundt, samtidig med at jeg kunne se, at det var helt lige. Det hjalp lidt, når Gitte holdt på benet, og jeg havde lyst til at græde, men tænkte at jeg kunne jo ikke ligger dér og tude hver eneste gang. Senere på aftenen tænkte jeg at måske kunne jeg dreje kroppen i stedet for benet. Som sagt så gjort. "Skrue-fornemmelsen" i benet forsvandt, og selvom jeg drejede kroppen kunne den ikke komme tilbage. Næste morgen vågnede jeg med vanvittigt ondt i hovedet og i ryggen. I løbet af dagen skete der nogle ting, som fik mig til at føle mig helt hjælpeløs. Jeg tudede - det hjalp på hovedpinen. I løbet af nogle dage forsvandt smerterne i ryggen. En uge efter tog jeg med min datter på sommerferie. Da vi havde været på campingpladsen nogle timer blev hun væk - hun er 5 år. Da hun havde været væk i 5 minutter var jeg sikker på, jeg aldrig ville få hende at se igen. Efter 10 minutter blev hun fundet, og jeg stod dér midt på pladsen og græd hæmningsløst. Dét hjalp! Resten af ferien havde jeg masser af overskud og energi."

Annes beskrivelse er et godt billede på, hvordan det fysiske og det psykiske hænger tæt sammen og først når vi erkender dét og tillader det, kan tingene flytte sig. Anne pointerer, at det jo ikke bare er rosenrødt, men at hun nu føler, at hun har et redskab til at klare de svære situationer med:

"Jeg har også mange "tilbagefald". Jeg føler mere oprigtig sorg og medfølelse og glæde."

 - og hun fortsætter;

"Når jeg får ondt i ryggen eller ondt i hovedet eller ondt i sjælen, så ved jeg, at jeg kan vælge at arbejde med problemet. At jeg ikke behøver 10 år i psykoanalyse, men kan arbejde hér og nu med mine tankers påvirkning af kroppen og dermed psyken - tror jeg nok! Jeg ved slet ikke rigtig hvordan, men jeg har fået færten."

Case 2:

Dorte fortalte en af de første gange, at hun gangen før havde sat sig for at ligge ned hver aften, når børnene var kommet i seng. Hun havde hver gang tænkt på mange andre ting, når hun lå der, og havde været i tvivl om "hvordan benene skulle stå" og "hvor mange bøger". Resultatet var, at hun ikke syntes hun kunne gøre det `rigtigt´. - Jeg spurgte hende, om hun måske havde skældt sig selv ud for det, og det svarede hun bekræftende på. I Alexander teknikken er det vigtigt, at vi har en venlig, høflig og kærlig indstilling og tone med os selv, når vi observerer - ligegyldigt, hvad vi bemærker. - Jeg arbejdede så med Dorte, for at støtte hende i at kunne gennemføre arbejdet derhjemme, - og jeg fornemmede, at tårerne lurede lige under overfladen, hvilket de gjorde hos de fleste af kvinderne.

Dorte fortalte så, at hun havde fortalt en kollega om det, og at hun var meget interesseret. ".. og vi talte om, at vi måske kunne ligge ned sammen i 10 minutter i vores frokostpause." Det kræver mod og /eller allierede at gøre noget nyt.

Ca. 4 uger senere fortalte Dorte, at det var svært ikke "at flyve væk, når jeg ligger der". Der var kun to kvinder tilstede, og jeg valgte at begynde med Dorte. Vi snakkede om, hvordan det vi arbejder med, er at træne vores vilje, sådan at vi med den kan trække vores kraft tilbage fra alle de gamle kredsløb, der sluger vores energi.

Dorte omtalte sine spændte skuldre; "Jeg prøver at få dem til at give slip, men der sker ikke rigtig noget..!" Jeg mindede hende om, at vi skal være meget tålmodige med os selv og processen. Da hun senere i samtalegruppen efter vores arbejde  skulle hælde kaffe op, rystede hun voldsomt i arme og hænder. Vi snakkede om, at det var fordi, hendes tanker alligevel havde gjort en forskel - hun havde sluppet noget. Det kunne hun godt selv mærke.

6 uger senere var Dorte langsomt ved at få færden af de mange muskel-træk i sin krop, og hvordan hun kunne slippe. Igen arbejdede hun og jeg sammen, og hendes arme og ben blev langsomt integrerede med kroppen og hendes vejrtrækning løste op og blev mere rolig.

Dorte udviste en skyhed og næsten angst for sin krop og sin sexualitet. Det er vel forståeligt nok, efter de både fysiske og psykiske smerter og slag hun har været igennem med sin mand. Forlegent sagde hun, da hun lå i Alexander-stilling; "Jeg kan kun mærke numsen ...øhh, hvad hedder det? Bækkenet?.." Ved hjælp af Alexander teknikken kan Dorte få bedre kontakt med sin krop og dens behov. Efterhånden som hun giver slip på de forsvar, som hendes samliv har ført med sig, vil hun kunne begynde at forholde sig til sin krop, som den er og ikke det billede af den, som et voldeligt samliv har givet hende.

Også denne gang havde de kun været 2, og da de kom op at stå lod jeg dem se på hinanden, og se hvor meget anderledes de begge så ud. Deres egne kommentarer var; "meget mere bløde og rolige!"

Imod slutningen af projekt-perioden havde Dorte opnået en del erfaring med Alexander teknikkens virkning. Hun havde i en lang periode været bortrejst til flere kurser, møder og konferencer. Dér havde hun været meget opmærksom på at ligge ned i Alexander-stilling hver aften, og havde mærket, at hun blev mindre stresset af det. En enkelt aften havde hun sprunget over - "og næste dag havde jeg ondt i nakken!"

Desuden bemærkede hun, at hun ikke længere sad med armene over kors foran sig for at beskytte sig selv. - Det er ikke længere så nødvendigt at påføre os et ydre panser, når vi har mere kontakt til vores eget centrum.

Gruppen:

En aften spurgte jeg i gruppen, om de lå ned derhjemme, og det blev til en længere snak om "hvorfor" og "hvorfor ikke". Jeg opfordrede til at have opmærksomhed på deres modvilje for at finde ud af, hvad denne modvilje handlede om - hvorfor de havde den. Vi er nødt til at være opmærksomme på, hvad vore reaktionsmønstre handler om, før vi kan vælge at ændre dem.

Vi snakkede om, hvordan vores underbevidsthed sommetider kan tale til os og prøve at få os til at tro, at vi ikke ønsker at give slip på forhold, som vi tror, vi er afhængige af, så som tobaks-rygning eller gamle vane-mønstre som f.eks. at ligge på sofaen i stedet for at lægge sig på gulvet, eller for den sags skyld, at blive i et parforhold der ikke fungerer. - Modviljen kan sommetider være undvigemanøvrer - en måde at undgå at konfrontere nogen ting, som vi ikke har lyst til at konfrontere.

En af kvinderne forkyndte, at så vidste hun nok godt, hvad hendes modvilje handlede om: Nemlig at hun "ikke kunne holde ud at lægge sig ned, fordi ligeså snart hun lå der, så kørte tankerne afsted med hende og hun kunne ikke stoppe dem". Dette tilsluttede en af de andre sig og sagde, at hun havde det præcis lige sådan.

Vi snakkede om angsten for at konfrontere os selv. Jeg fortalte om en drøm, jeg havde fået fortalt; et tilbagevendende mareridt som handlede om at drømmeren blev forfulgt af `nogen´, som hun ikke vidste hvem var. Hun havde fået det råd næste gang at stoppe op, vende sig mod forfølgeren og spørge efter `hvad han ville?´ - Som sagt så gjort, og svaret havde været; "jeg er dit Højere Selv og jeg vil bare spørge, om jeg kan hjælpe dig". - Vi snakkede om, hvordan vi ofte i vores angst flygter fra hjælpen og det gode. Alexander teknikken lærer os om `at stoppe´ og først når vi kan stoppe, kan vi foretage en bevidst, konstruktiv beslutning om, hvad der er hensigts-mæssigt for os. Det er naturligvis vigtigt for alle, men især er det et vigtigt redskab at lære for de voldsramte kvinder, der har så lidt selv-tillid og selv-følelse.  

Her begyndte jeg så at tale om `energi' og om at kalde energi tilbage.

 

Den lille model skitserer 100% energi-tilførsel, og hvad der kan  gøre, at vi alligevel ikke har 100% energi til rådighed! Vi binder ofte energi i for eksempel en `dårlig barndom´, et `dårligt ægteskab´, et `kedeligt job´, etc. (repræsenteret ved krydserne).  Disse er alle kredsløb, der har at gøre med fortidige mønstre og oplevelser.

Sådanne energi-bindinger kan betyde, at vi kun har halvdelen eller mindre af vores potentielle energi til rådighed, og at vi derfor vil ende med at føle os fantastisk trætte og måske ude af stand til at klare hverdagens opgaver.

Derefter talte vi om kriser, og om muligheden for at se på kriserne som en måde at frigøre energi på - energi som vi har brug for til andre formål. - Denne model kunne de alle godt tilslutte sig og forstod ud fra deres egen utrolige træthed og ugidelighed, at det er det, de gør: binder energien i fortiden.

Derefter koblede jeg tilbage til Alexander-stillingen og teknikken og talte om, hvordan denne kan bruges til at lave et lille `ritual´ med det formål at kalde energien tilbage. - Et ritual, hvor man lægger sig og beslutter sig til; at `denne tid, dette rum er til for mig og jeg vil ikke forstyrres. I de næste 10 minutter vil jeg kun beskæftige mig med at mærke mig selv og blive opmærksom på, hvordan jeg ligger på gulvet. - Jeg vil ikke tænke på børneopdragelse, mit forliste ægteskab eller andre energikrævende temaer, der kan ta' mig ud af øjeblikket lige nu´. Og ved at lave en sådan lille kontrakt med sig selv, bliver det muligt, gradvist at gen-opdrage energien til at komme tilbage, muligt med viljens kraft at disciplinere energien til at komme derhen, hvor vi ønsker den, nemlig lige nu og her til den opgave, vi står med lige nu.

Jeg pointerede igen, at det er meget vigtigt, at vi har humoristisk sans og har tålmodighed med os selv. Vi skal være overbærende, hver gang tankerne rejser til et andet sted eller et andet tema, og undlade at slå os selv oven i hovedet. Tværtimod skal vi venligt og bestemt kalde tankerne tilbage og sige: "Nu er det her det sner, min ven!"

Herefter snakkede vi om sprogets betydning. Det sprog vi bruger, skal give vores underbevidsthed klar besked om, at vi mener, hvad vi siger. Det betyder, at sproget skal være klart, konstruktivt og positivt, ligesom vi skal være konstruktive i vores syn på os selv.

Så snart vi har klare tanker, bliver vore handlinger mere klare, både de bevidste handlinger og de ubevidste. Denne klarhed vil også afspejle sig i vores kropssprog, der vil blive klarere! Hvis vi siger ét og mener noget andet, signalerer vi noget tredje og der kommer mudder i kommunikationen...

At have et klart, konstruktivt og positivt sprog indebærer også at omtale sig selv som "jeg" i stedet for "man". Ved at bruge "man" kan vi nemt dels bilde os selv ind, at alle gør/ tænker/ føler sådan og dels tro, at der ikke er noget at gøre ved det. Ved at sige "Det kommer jeg så nemt til at sige" i stedet for "Det kommer man så nemt til at sige", tager vi ansvaret for os selv lidt mere.

Case 3:

Her er Idas historie et fint eksempel. Hun kom med i gruppen på et sent tidspunkt og var ikke med så længe. Selv om Ida givet ikke er prototypen på en voldsramt kvinde - hvis en sådan findes?! - står hun for mig som et smukt eksempel på, at store transformationer kan forekomme, hvis vi får lidt støtte på det rigtige tidspunkt. Derfor vil jeg gerne her kort beskrive hendes forløb hos mig.

Efter at have være med et par gange kom Ida en dag med hovedpine og vi fik i løbet af vores undervisning arbejdet med hendes arme, så de blev integreret med resten af kroppen. Hovedpinen var forsvundet, hun havde nu fået kvalme og var svimmel. Efter at Ida havde drukket et glas vand, bad jeg hende være opmærksom og lægge sig i Alexander-stilling så ofte hun havde brug for det.

Næste gang rapporterede Ida tilbage, at hun sidste gang havde grædt hele tiden i samtale-gruppen og ikke havde vidst hvorfor. Hun var så sammen med sin søn taget til Jylland til sine forældre. Hun havde været rigtig ked af det og heller ikke dér hverken kunnet finde ro eller kunnet foretage sig noget fysisk, hvilket hun ellers plejede. Hun havde kort sagt haft det rigtig skidt. Efter 3 dage havde hun lagt sig på gulvet i Alexander-stilling "og dét hjalp!" - Herfra tog Ida mere og mere hånd om sig selv og sit liv. Hun så helt anderledes ud, glad, åben, blød og for første gang med udslået hår! Samme dag fortalte hun også, at hun havde "mødt en sød ven". - Efter en 4-5 måneder kunne hun glad fortælle, at hun skulle giftes!

Det var klart for mig, at Ida stod på tærskelen til at kunne og turde tage vare på sig selv. Hun var allerede ved starten i gruppen ganske tæt på selv at være i stand til at fornemme, hvor hendes `centrum´ er og derfor vælge at forholde sig til verden på en måde, der er mere hensigtsmæssig for hende selv. Arbejdet i projektet hjalp hende til at tage skridtet fuldt ud.

Konklusion

Disse tre kvinder har delt nogle spændende iagttagelser og erkendelser med mig - og med resten af gruppen - i løbet af vores arbejde i gruppen med Alexander teknikken. Set i lyset af de givne undervisnings vilkår er jeg tilfreds med resultatet.

Vores arbejds-vilkår var så meget anderledes end det jeg ellers byder mine elever i min praksis: En stor del af tiden var der dårlig plads til at alle kunne ligge ned, der var ikke tid til både at gennemføre et program og svare på alles spørgsmål, der var alt for længe mellem lektionerne og fremmødet var af mange årsager noget spredt.  

Som underviser i Alexander's teknik føler jeg mig overbevist om, at det for gruppen af voldsramte kvinder - som for alle andre `grupper´ - ikke nødvendigvis er mit tilbud der er det mest relevante. De kvinder jeg har beskrevet og som deltog hos mig, var naturligvis også dem, der følte sig tiltrukket af min måde at arbejde på.

Jeg ville gerne have samarbejdet mere med de øvrige tiltag i projektet, så vi på den måde bedre kunne have afstemt vore erfaringer og resultater, og f.eks. kunne køre en ens linie i gruppen: Hvornår skulle kvinderne eksempelvis have medfølelse og hvornår skulle de have et kærligt spark!?

Her ved slutningen af projektet ser jeg i gruppen nogle kvinder med et synligt anderledes kropssprog, og andre der er på vej. Som Anne sluttede med at skrive, "jeg ved slet ikke rigtig hvordan, men jeg har fået færten". De har fået færten af, at der er meget de selv kan gøre, hvis de vil.